Jyllinge Jubler er en foredragsrække over fire uger. Alle fire foredrag er gratis for byens borgere. Den 16. august 2015 er der et stort kickoff, hvor borgmester Joy Mogensen byder initiativet velkommen. Visionen er at uddanne mindst 500 glædesambassadører, som vil være med til at øge sammenholdet og hæve energien i byen. Projektet er blevet til i samarbejde mellem Jyllinge-borgeren Vibe Bendix og foredragsholderen og forfatteren Thomas Flindt, som arbejder med begejstring og motivation. Læs nærmere om de fire foredrag herunder og om hele projektet under fanebladet Jyllinge Jubler. Kom glad og ta' din nabo med!

Smileugen

Den første uge sætter foredraget fokus på et godt liv med gode vaner, og hvorfor det er godt at hilse på hinanden i bybilledet. Når du smiler til en ven eller en fremmed på gaden, producerer du et glædeshormon. Det produceres også gennem motion, og det har samme virkning som antidepressiv medicin – bare uden bivirkninger. Kom og træn dine smilemuskler – og lær dine medborgere at kende.

Smileugen indledes søndag den 16. august kl. 15 til 17 i Multihallen.

Anerkendelsesugen

Denne uge handler foredraget om at give og modtage anerkendelse. Alle vokser af anerkendelse – både giveren og modtageren. Når vi giver eller får anerkendelse, producerer vi et glædeshormon. Anerkendelse er udviklende for egne og for andres kompetencer. Anerkendelse giver større selvtillid og åbner vores øjne for nye muligheder.

Anerkendelsesugen indledes søndag den 23. august kl. 15 til 16 i Multihallen.

Grineugen

Den tredje uges foredrag har fokus på den smittende latter og begejstring. Når vi griner, producerer vi et morfinlignende stof, som er kroppens naturlige smertestiller. Derved forløser vi mental, fysisk og følelsesmæssig smerte. Latteren er også et af vores stærkeste fællesskabsudtryk. Når vi griner sammen, kommunikerer vi en samhørighed, og vi åbner op og inviterer hinanden ind i et fællesskab.

Grineugen indledes søndag den 30. august kl. 15 til 16 i festivalteltet ved Hellig Kors Kirke.

Mulighedernes uge

Det sidste foredrag handler om at fejre successer og blive bevidste om, hvad vi ønsker os fremadrettet. Brug din fantasi til at skabe magi og nye muligheder. Blot ved at tænke på et motiverende mål, producerer du et glædeshormon, som giver en følelse af succes og eufori. Alle deltagere får et visualiseringsværktøj at arbejde videre med, og vi skaber en fælles vision for Jyllinge.

Mulighedernes uge indledes søndag den 6. september kl. 15 til 16 i Multihallen.

    Kunne du tænke dig at høre mere om, hvordan vi også kan få din by til at juble?